Københavnsk fænomen?

Jeg ved ikke, om det er et storbyfænomen, men jeg hører, om flere og flere, der går i psykoterapi i København. Det er faktisk almindeligt accepteret, at man gør det. Sådan var det bestemt ikke for 25 år siden. Dengang jeg boede der. Jeg har også lagt mærke til, at mange af mine jævnaldrende venner derhjemme i Danmark åbent taler om, at de er i terapi. Det ville de ikke have gjort for 25 år siden. Helt sikkert ikke.

Har gjort det selv

Jeg ved det af erfaring. For godt 25 år siden gik jeg i psykoterapi i København. Jeg har altid haft et meget følsomt gemyt. Og der skete det for mig, at jeg mistede min bedste ven. Jeg blev deprimeret, og min mor, som på det tidspunkt var meget foran tingene, fik mig sendt i terapi. Det hjalp. Og jeg talte med mine venner om det. Det førte dog til – dengang – at de fjernede sig fra mig. Det var sådan noget tabu at tale om dengang. Det skræmte dem, måske at jeg talte om mine problemer, og hvordan jeg løste dem? Jeg ved det ikke.
Det, jeg ved, er, at jeg flyttede til udlandet, fik et nyt og godt liv. Og så skete der det, for ca. 10 år siden, at en af mine gamle venner fandt mig på Facebook. Jeg gispede, da jeg så hans friend request. Men jeg accepterede, og vi startede en lang dialog via Fb.

Mere accepteret i København

Han skrev, at han havde været i psykoterapi i København, fordi han ikke turde gå i terapi i den by, hvor han boede på det tidspunkt. Han var bange for sladder. Han havde været igennem en meget svær skilsmisse, og det tog på ham. Han skrev, at han nu forstår, hvor svært jeg måtte have haft det med, at han – og nogle af de andre – trak sig fra vores venskab.

Måske lidt kynisk svarede jeg ham, at jeg har tilgivet ham og dem. Jeg forsøgte at bløde mit lidt hårde svar op med at skrive, at jeg er glad for at se, at han har gjort noget ved sine problemer. Det er aldrig forkert at gøre noget ved problemer, hvis man kan. Og der er ikke noget at skamme sig over. Slet ikke at man går i psykoterapi. Sjælen bliver syg. Ligesom kroppen. Og sjælen / psyken skal heles – eller kureres. Det kan den blive – i de fleste tilfælde. Ligesom kroppen.

Slet ikke så sjældent

Siden da er der flere af mine gamle venner, der har fundet mig på Fb. Det viser sig, at de fleste – måske omkring 60% af dem – har gået i psykoterapi i løbet af de sidste få år. Og de taler om det. Med mig via Fb. Med hinanden og deres familier. Det er jeg faktisk glad for at se og læse. De er kommet lidt længere i deres liv. De har mod til at tale om det. Måske fordi der er flere, der tør tale om det nu. Det er rart at vide, at de fleste mennesker ser på psykiske problemer, som det de er: Problemer, der skal løses. Ikke som tabuer, vi skal gemme væk.