Det elskede legehus

Det er en herlig sommereftermiddag, hvor solen bager ned over haven, og luften dufter af fugtigt græs og sommer. Jeg er lige kommet hjem fra en lang arbejdsdag og glæder mig helt vildt til at kunne tilbringe noget kvalitetstid sammen med min 4-årige datter. Hun er simpelthen det skønneste væzen, fuld af krudt og kærlighed. Men da jeg træder ind i gangen, kan jeg ikke finde hende nogen steder. Hun plejer ellers at løbe mig i møde, så snart hoveddøren går op. Hun er ikke inde i stuen, og hun er heller ikke sammen med sin mor, som står i køkkenet og er i fuld gang med at snitte grøntsager og forberede aftenens salat.

”Hvor er hun henne?” spørger jeg og kigger uforstående rundt.

”Hun sidder ude i legehuset og surmuler,” svarer min kone med et opgivende smil. ”Hun er sur på mig, fordi jeg ikke vil give hende slik. Hun er simpelthen så slem til at tigge om det for tiden. Vi må altså lære hende, at det ikke er godt at spise for meget sukker i hverdagen.”

Mit lille fristed i haven

Min kone er meget bevidst om sund ernæring og har en klar holdning til, at gode spisevaner skal grundlægges tidligt. Jeg kan naturligvis kun give hende ret i, at en sund livsstil er vigtig, men jeg kan samtidig mærke, at jeg ikke vil have, at eftermiddagen ender i tårer og dårlig stemning. Derfor beslutter jeg mig for at gå en tur ud i haven.

Jeg nærmer mig det lille træhus, banker høfligt på døren og spørger min datter, om jeg må komme indenfor. Svaret kommer prompte og med en bestemt tone: Det må jeg absolut ikke, og jeg kan bare gå væk fra hendes hus med det samme. Gennem det lille plexiglasvindue kan jeg se, at hun sidder på sin lille børnestol og bryskt bider i et æble, mens hun kigger væk. Hun er godt og grundig gal i skabet.

”Hvorfor sidder du egentlig herude alene?” spørger jeg blidt.

”Mor vil ikke give mig slik!”siger hun, og jeg kan høre på hendes stemme, at hun er tæt på at græde af ren og skær arrighed og frustration.

”Du ved jo godt, at slik ikke er sundt for tænderne og kroppen,” indvender jeg forsigtigt.

”Ja, men jeg vil altså have slik nu!” vrisser hun tilbage.

Jeg tænker mig om et øjeblik. Hun skal ikke sidde derude i sin egen verden og koge over det afviste slikønske. Jeg må finde på en kreativ udvej.

”Hvad siger du til, at jeg kommer ind til dig, og så lader vi som om, at vi laver vores helt eget, hjemmelavede og sunde slik?”

Der bliver helt stille. Intet svar med det samme. Det virker, som om hun sidder og overvejer det spændende tilbud. Legehuset, som jeg brugte et par weekender på at bygge til hende sidste år, er heldigvis stort nok til, at jeg lige akkurat kan mase mig derind og sidde på gulvet sammen med hende.

Pædagogik på slap line og banankarameller

”Ok,” siger hun så med et lille grynt, ”men så skal det være med banan, og ikke det her kedelige æble.”

Jeg griber chancen, rejser mig op og går indenfor i køkkenet for at plyndre skabe og skuffer. Jeg henter en moden banan, en lille skål med nødder, nogle solsikkekerne og en sløv kniv til formålet. Der er stadig et par timer til, at aftensmaden skal på bordet, så det er helt ok, at hun får lidt ekstra energi nu.

Jeg bevæger mig tilbage over græsplænen, kravler ind i legehuset og sætter mig til rette på det bløde gulvtæppe midt over for hende. Vi finder en lille træbakke frem, og jeg begynder at snitte bananen i fine, runde skiver. For at vende stemningen til noget sjovt, foreslår jeg, at vi leger, at jeg er konditor, og at hun er professionel smagsdommer, der skal vurdere mine nye banankarameller.

Hun tager rollen utrolig alvorligt og prøvespiser skiverne én efter én for at vurdere, om de smager fantastisk eller forfærdeligt. Hun deler rundhåndet ud af sine faglige meninger:

”Den med nød på er helt klart bedst,” erklærer hun med myndig stemme. ”Den skal koste 100 kroner!”

Jeg spærrer øjnene op. ”Nå, men hvad med den her med kerner?”

Hun smager igen, rynker på næsen og ryster på hovedet. ”Den med kerner er ikke så dejlig, den smager surt.” Hun mener vist bitter, men jeg lader det passere. ”Den skal koste 500 kroner!”

”Hvorfor dog det?” spørger jeg uforstående. ”Det er da mange penge for en dårlig karamel, der ikke smager godt.”

”Jo, for så er der jo ingen, der køber den!” svarer hun med et stort triumferende smil.

Ok, der er vist en vis logik i hendes barnlige verdensbillede. Det slår mig, hvor utrolig hurtigt børn absorberer og forstår værdien af køb og salg, selvom de ikke kender tallene bag. At jeg personligt synes, det er en kende pebret at betale 500 kroner for en mislykket karamel, er så en helt anden sag. Det skyldes nok mest, at min datter endnu ikke har nogen reel fornemmelse for, hvad penge rent faktisk rækker til i den virkelige verden.

Men legen har båret frugt. Hun har spist sin banan, humøret er vendt, og vi beslutter os for at gå ind i huset igen, netop som de første regndråber begynder at tromme mod taget. Vreden over slikket er for længst glemt, og hun løber ind for at kramme sin mor, fuldstændig som om intet er hændt.